Migræne danmarks vedtægter
Vedtaget ved Migræne danmark’s generalforsamling 4. april 2019. Vedtægterne træder i stedet for tidligere vedtægter og sponsorregler
§1. Migræne danmark er landsdækkende og har hjemsted på formandens adresse. Lokalforeninger kan etableres.
§2. Foreningens formål er:
- Varetagelse af medlemmernes interesse – sagligt og uafhængigt
- Informationsformidling om migræne
- Støtte og vejledning af migræneramte og deres pårørende
- Samarbejde med behandlere med fokus inden for de holdninger, der udspringer af patientsynspunkter
- Størst mulig indflydelse i offentlige organer og i behandlersystemet, samt størst mulig medlems-indflydelse og –medvirken
- Fremme af sygdomsbekæmpende forskning
Stk. 2. Foreningen kan med henblik på at fremme de i stk. 1 angivne formål indgå aftaler om sponsorering og modtage gaver og arv.
Stk. 3. Foreningen tilstræber et åbent og positivt samarbejde til alle sider i ind- og udland.
§ 3. Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden for bestyrelsen samt kassereren, to i forening. Disse kan meddele prokura i forening.
§4. Medlemmer er alle, som betaler kontingent. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen for det følgende kalenderår.
Stk 1. Æresmedlemmer er kontingentfri, har stemmeret på generalforsamlinger og deltager vederlagsfrit i arrangementer.
Som æresmedlem opnår man et særligt diplom, der bekræfter udnævnelsen, en fysisk gave (medalje/pokal/trofæ/vase) og en buket blomster ved udnævnelse.
Hvis et æresmedlem udtaler sig krænkende eller taler nedsættende om foreningen vil dette blive behandlet i bestyrelsen, som i sådanne tilfælde suverænt kan afgøre om personen vil blive frataget sit prædikat som æresmedlem.
Stk. 2. Medlemmer, der har været betalende medlemmer i mindst 6 måneder forud for generalforsamlingen har stemmeret på generalforsamlingen. Kravet om de seks måneder kan ophæves i konkrete tilfælde efter bestyrelsens skøn.
Stk. 3. Betalende medlemmer er valgbare.
§5. Støttemedlemskab (passivt medlemskab) kan opnås af virksomheder, fonde, banker, institutioner og andre, som støtter foreningens formål. Prisen er 500 kr. årligt. Støttemedlemmer får adgang til medlemsbladet, men ingen yderligere fordele eller reklame. Støttemedlemmer kan deltage i alle åbne arrangementer. Enkeltpersoner kan registreres som støttegiver ved ydelse af mindst 200 kr. Støttemedlemmer har ikke stemmeret.
§6. Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges på demokratisk vis. Arbejdsopgaverne fastlægges og fordeles på det konstituerende bestyrelsesmøde. Der afholdes bestyrelsesmøder mindst 3 gange årligt.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne deltager.
Under formandens fravær varetages dennes funktioner af næstformanden. Under næstformandens fravær varetages dennes funktioner af formanden.
§7. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc arbejdsgrupper til løsning af særlige opgaver.
§8. Ud over bestyrelsen vælges mindst 2 suppleanter, som indtræder, når et bestyrelsesmedlem stopper i sin valgperiode. Suppleanter kan frit deltage i alle bestyrelsesmøder, dog uden stemmeret.
§9. Ved stemmelighed på et bestyrelsesmøde eller generalforsamling er formandens stemme afgørende.
§10. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. På generalforsamlingen træffes alle afgørelser ved simpel stemmeflerhed blandt tilstedeværende medlemmer, dog kræver vedtægts-ændringer ¾ majoritet.
Generalforsamling afholdes hvert år i april. Indkaldelse udsendes mindst 4 uger inden mødedato, og dagsorden med eventuelle forslag til beslutning senest 2 uger inden mødet. Skriftlige oplæg til beslutning skal være bestyrelsen i hænde 3 uger før generalforsamlingen.
Generalforsamlingen har mindst følgende dagsordens-punkter:
- Valg af mødeleder
- Valg af referent
- Godkendelse af dagsorden
- Godkendelse af referat fra forrige generalforsamling
- Formandens beretning
- Godkendelse af revideret regnskab (revisionsformen tilpasses af krav fra bidragsydere)
- Fastsættelse af kontingent
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Evt. valg af revisor og revisorsuppleant
- Indkomne forslag
- Eventuelt.§
§11. Den af generalforsamlingen valgte bestyrelse konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
§12. Ekstraordinær generalforsamling kan finde sted, såfremt bestyrelsen eller mindst 10 medlemmer ønsker det.
Indkaldelse skal ske 6 uger efter begæring med mindst 14 dages varsel. Bestemmelserne under §10 anvendes for afholdelse af ekstraordinær generalforsamling.
§ 13. Den af bestyrelsen udpegede formand sidder i 2 år. Det samme gælder for næstformanden. Udpegningen arrangeres således, at formand og næstformand ikke kan afgå samtidig.
Stk. 2. Foreningens kasserer og sekretær udpeges ligeledes for 2 år ad gangen og kan ikke afgå samtidig.
Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen og kan ikke afgå samtidig.
§14. Bestyrelsen kan ansætte og afskedige en daglig leder af foreningen, og den daglige leder kan ansætte og afskedige personale til foreningens aktiviteter.
§15. Bestyrelsen kan udpege lokale ambassadørers, som kan tale medlemmernes sag og vejlede medlemmer i forhold til myndigheder i det lokale område.
Stk. 2. De lokale ambassadører arbejder som målsætning for at bestyrelsens strategiske beslutninger omsættes til lokal planlægning og handling.
Stk. 3. Retningslinjer for de lokale ambassadørers opgaver og ansvar fastlægges af bestyrelsen.
§16. Opløsning af foreningen kan kun vedtages på generalforsamling, og når mindst ¾ af fremmødte medlemmer stemmer for det. Foreningens midler skal overgå til en fond, der støtter forebyggelse og migrænikeres sundhed og trivsel. Midlerne skal særligt sigte på oplysning om migræne til børn og unge indenfor rammerne af foreningens sponsorregler. Hvis foreningens midler overstiger 100.000 kr., skal Sundhedsministeriet godkende midlernes anvendelse, og ministeriets afgørelse om midlernes anvendelse er bindende.
§17. Foreningen kan vælge at fusionere med en anden patientforening, hvis formålet er at styrke migræne-sagen
§18. Foreningen efterlever reklame- og sponsorreglerne nedenfor
Reklame- og sponsorregler
- Sponsoraftaler kan kun indgås med Migræne danmarks ledelse
- Migræne danmark må ikke som led i aftalen anbefale speciel medicin, hverken receptpligtig eller ikke-receptpligtig medicin
- Migræne danmark ønsker uafhængighed fra medicinalindustrien og modtager ikke støtte herfra, hverken direkte eller indirekte. Migræne danmark modtager kun støtte fra medlemmer, offentlige midler og fonde med almennyttigt sigte
- Der må ikke indgås aftaler med enkeltpersoner ansat i Migræne danmark eller medlemmer af bestyrelsen
- En samarbejdspartners interesser må ikke være uforenelige med Migræne danmarks formål
- Samarbejdspartnerens produkt, virksomhed og image må ikke vurderes at kunne skade Migræne danmarks anseelse
- Samarbejdspartneren må ikke have indflydelse på Migræne danmarks omtale af samarbejdet
- Der skal være fuldstændig uafhængighed mellem samarbejdspartneren og Migræne danmark
- Sponsorers formål skal være forenelig med eller helt uden relation til Migræne danmarks formål. Tvivlsspørgsmål afgøres af bestyrelsen.
- Migræne danmark reklamerer ikke for specifikke enkel-virksomheder, produkter eller behandlere, som har forbindelse til migræne eller medicin
- Migræne danmark arrangerer foredrag og arrangementer. I den forbindelse må foredragsholdere oplyse om alternative behandlingsmuligheder, men foredragsholderen må ikke reklamere for evt. egen virksomhed eller produkter, og skal gøre tydeligt opmærksom på sine økonomiske interesser.
- Ved foredrag og arrangementer med element af alternativ behandling skal det som standard fremgå ved introduktionen og i invitationen, at Migræne danmark oplyser noget i retningen af: ’Migræne danmark ønsker at inspirere migrænikere til at finde den optimale måde at håndtere deres smerter på. Mange finder (evt. midlertidig) lindring i alternativ behandling. Migræne danmark understreger, at der er begrænset eller ingen evidensbaseret dokumentation for effekt af behandlingen, og opfordrer til en selvstændig kritisk tilgang til emnet.’
- Enhver omtale af et samarbejde med Migræne danmark samt anvendelse af foreningens navn og logo må kun finde sted efter forudgående godkendelse af Migræne danmark
- Migræne danmarks hjemmeside anvendes til information om samarbejdet.